30. oktober 2018
I dag hæves panten på Nettos plastikposer, så det bliver endnu mere attraktivt for kunderne, når de afleverer deres udtjente poser som en del af Nettos pant-ordning.
Netto-kunderne har i de seneste måneder kunne aflevere deres brugte poser og få en kontant belønning i alle fynske butikker. Siden april har Netto, i tæt samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, nemlig haft pant på plastikposerne, og nu gør Netto ordningen endnu mere attraktiv. Det sker fra og med i dag, mandag den 29. oktober, når panten på Netto-poserne hæves til 2 kroner.
– Vi vil være med til at vise, at brugt plastik har en værdi – og at det giver mening, både for miljøet og den enkeltes pengepung, at aflevere sine brugte poser tilbage, så de kan blive genbrugt. Vi kan se, at mange har taget rigtig godt imod det, og har pantet flittigt, men vi vil gerne have endnu flere med. Derfor har vi justeret lidt i modellen, så kunderne får et lidt større incitament til at returnere poserne, siger Michael Løve, der er direktør for Netto.
Den mere attraktive pant gælder alle Nettos pantposer – og derfor også dem, som er blevet solgt tidligere i testperioden.
Det er dog ikke kun størrelsen på panten, der justeres for at få endnu flere med. Der kommer også en forbedring i plastikposernes materialevalg. Således vil Netto-poserne komme i en ny model i 80% genbrugsplast. Og i december lander en helt ny og stor genbrugspose, der er lavet af hele 90 % genbrugsplast, og som naturligvis også vil være mulig at pante.
Samtidig vil den velkendte, lille udgave helt udgå af sortiment, fordi den tynde kvalitet ikke gør den velegnet til at bruge flere gange. Netto kan også se, at den lille plastikpose er den pose, færrest kunder afleverer tilbage.
– Lige nu tager vores forbrug af plastik kvælertag på naturen – derfor er vi nødt til at reducere vores forbrug af plastik. Det hjælper Netto til med, ved at forhøje panten på poserne, så endnu flere kommer tilbage med poserne til genbrug. Samtidig skal den plastik, der trods alt bliver brugt, være så skånsom mod naturen som muligt. Derfor har vi sammen med Netto forbedret posen, så den nu består primært af genanvendt plast, der netop kan bruges igen og igen, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Selvom initiativet stadig er en forsøgsordning på Fyn og Bornholm, så viser resultaterne allerede nu en positiv tendens. De første måneder er salget af plastikposer faldet med over 11 procent på Fyn. Og i de seneste uger har returprocenten været omkring 10 procent.
– Vores kunder har været positive overfor initiativet og vil gerne være med til at sikre, at mere plastik bliver genbrugt og genanvendt. Unødvendig plastik skal væk fra naturen, og når kunderne afleverer deres udtjente poser hos os, vil de blive indsamlet og sendt til genanvendelse. Dermed ender den ikke i naturen, men kommer til at tjene et nyt formål og i det hele taget bidrage til en bedre, cirkulær økonomi, uddyber Michael Løve.
Planen er fortsat, at pantordningen skal udvides til samtlige af Nettos næsten 500 butikker i Danmark.
- - - -