Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

7 kreative ting, du kan lave med børnene i sommerferien

Sommerferien er over os, solen skinner og det er tid til at tage ud i det blå og skabe hyggelige oplevelser sammen. Tag en dag eller to, hvor både børn og voksne slukker for telefoner og tablets og kast jer ud i sjove, kreative projekter, som I måske ikke når i hverdagen. Her får du syv sjove ideer til at sparke fantasien i gang.

 

1. Lav en lounge i badebassinet

Et badebassin er ikke kun til at køle ned i, når solen bager. Prøv også at forvandle det til jeres helt egen lounge i haven. Fyld badebassinet med massevis af bløde tæpper og pudder, og sæt jer godt til rette. I kan skrue ekstra op for hyggen ved at tage en bakke med iskoldt saftevand og sprøde popcorn med derud.

 

2. Vandkaaaaaaaaamp!

Der er ikke noget som en god vandkamp, der kan få glade hvin frem hos både store og små. Giv ungernes vandpistoler kamp til stregen ved at lave jeres egne hjemmelavede vandkamps-bomber. Det eneste, I skal bruge, er badesvampe, saks og madelastikker. Klip nu svampene i strimler i samme længde. Saml otte-ni strimler til én bombe ved at sætte en elastik omkring midten. Vupti, så er de færdige og klar til kamp!

Få de bedste tips til vaskeægte strandsjov
4 SJOVE TING, DU KAN LAVE PÅ STRANDEN

3. Skab jeres egen kridt-kunst

De fleste børn elsker at tegne, og det bliver kun sjovere af, at I flytter de kreative sysler udendørs med store kridt. Mal forskellige kunstværker, som ungerne selv kan være en del af – og knips et billede. I kan for eksempel tegne et par store englevinger og en glorie, som passer lige til barnet, når det lægger sig ned. Eller hvad med en stor gang balloner i forskellige farver, som barnet kan holde i en snor. Det er sjovt og hyggeligt og kun jeres fantasi, der sætter grænser.

 

4. Lav gigantiske sæbebobler

Fyld et badebassin med hjemmelavet sæbeboblevand, og brug en hullahopring til at lave kæmpestore sæbebobler. Bland 1 liter koldt vand med 0,5 dl grøn Fairy Ultra (opvaskemiddel) og 1 spsk. glycerin (fås for eksempel hos Matas), og så er I klar til leg.

 

Tip! Ferier ender nogle gange i sure miner, fordi vi slet ikke er vant til at være så meget sammen i hverdagen. Her giver en familierådgiver gode tips til den bedste ferie.

 

Få gode tips til et hav af sjove aktiviteter, du og dine børn kan hygge sig med i ferien.
12 GODE AKTIVITETER TIL BØRN I SOMMERFERIEN

5. Overnat under stjernerne

Ferie handler om at gøre noget andet, end I plejer, så hvorfor ikke tage en overnatning i det fri. Slæb madrasserne ud på terrassen eller slå et lille telt op i haven, og nyd at sove helt tæt sammen under åben himmel. Er vejret ikke lige til den slags udendørs-eventyr, kan I også tage på telttur i stuen – alt tæller.

 

6. Lav mad over bål

Der er noget magisk over at samles omkring et bål. Flammerne der danser, duften af røg og den helt særlige knitrende lyd. Sus ud i det blå og lav aftensmaden over åben ild. Det behøver ikke at være den store kulinariske oplevelse. Bålet skal nok skabe den rigtige stemning, selvom I bare rister et par pølser eller griller en toast på en rist over gløderne. Husk også skumfiduserne til dessert – de smager himmelsk med et par mariekiks omkring, når de er grillet helt bløde og elastiske.

 

7. Dyrk dyrene

Børn og dyr er det perfekte makkerpar, men I behøver ikke nødvendigvis at tage en tur i Zoo, Randers Regnskov eller Den Blå Planet for at komme tæt på dem. I kan også finde en gammel træstub i skoven, hvor I kan samle biller og andre insekter og tage med hjem til undersøgelse.