Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

7 måder at undgå madspild til påskefrokosten

Påsken er en højtid for Jesus og for familien, men også for en overflod af mad. Her får du en række simple tips til at undgå, at påskefrokostens rester går til spilde.

 

1. Gør køleskabet klar

Kampen mod madspild begynder allerede i god tid før påskefrokosten og planlægning af menuen. Gør plads i køleskab og fryser ved at spise de madrester og pålæg, du har i gemmerne, så der er plads til, at du fylder op på ny både før og efter påskefrokosten.

 

2. Hav en plan med resterne

Det kan være en god hjælp at lave en madplan, så du har styr på, hvad du vil bruge resterne til, allerede i det sekund du sætter dem i køleskabet. Hvis du har lagt en plan for dine rester, og måske fundet nogle gode opskrifter, vil du have større motivationen for at få brugt den overskydende mad. Du kan for eksempel hakke silderester og blande op med creme fraiche og krydderurter. Rester af rugbrød kan dryppes med olie, krydres, ristes på panden og bruges som croutoner, og rejerne kan blive til sprøde rejetoast dagen efter.

Små stykker ristet brød smurt med mayo smagt til med citronskal og toppet med masser af rejer.
REJETOAST MED CITRONMAYO & AGURK

3. Lav færre varme retter

Traditionel påskefrokost består typisk af sild og fiskeretter som en start, hvor gæsterne spiser godt til. Når de varme retter kommer på bordet, er appetitten typisk aftaget lidt. Derfor kan du roligt skære ned på mængden og antallet. Der er alligevel altid nogle retter, gæsterne gør markant større indhug i end andre. Derfor vil ingen lægge mærke til, at du lader nogle påskeklassikere udgå, så længe du sætter familiens favoritter på bordet.

 

4. Server tingene hver for sig

Når du for eksempel serverer laks, asparges og peberrod for sig og ikke sammen, kan du også gemme resterne hver for sig i køleskabet – og dermed få dem til at holde længere. Så er det også nemmere at genbruge resterne fra påskefrokosten i nye kombinationer de følgende dage. Hvis du vil belaste miljøet mindst muligt, skal du undgå at sætte alufolie over fade eller skåle. Brug i stedet genanvendeligt silikoneomslag, plastfilm eller opbevar i bøtter.

 

Tip: Den røgede laks kan blive til en velsmagende laksetatar dagen efter!

Tatar af røget laks blandet med dild, rødløg og lidt sennep. Serveret med marinerede grønne vindruer og mayonnaise smagt til med sennep.
TATAR AF RØGET LAKS MED MARINEREDE DRUER OG SENNEPSCREME

5. Dæk op med mindre tallerkner

Jo større tallerkenen er, desto mere mad fylder gæsterne på – også selvom de ikke kan spise op. Hvis bordet er dækket med mindre tallerkener, sørger du for, at gæsterne ikke ender med at fylde deres store påsketallerken op, men kun får spist halvdelen. Når du samtidig serverer på små fade, serverer du mindre mad ad gangen, så du løbende kan pakke i køleskabet. På den måde bliver maden ikke dårlig af at stå for længe ude. Generelt skal du hurtigt stille rester på køl, så holder de længere, og du undgår madspild.

 

6. Giv gæsterne rester med hjem

Mange forældre giver helt naturligt deres børn en pose boller eller overskydende frikadeller med hjem efter frokosten. Men andre kan også indføre ’doggybags’ efter en familiefrokost, for det er en nem og god måde at få spist op, og dine gæster bliver helt sikkert glade for at have en bøtte flæskesteg eller lækre fiskefileter i køleren næste dag. Du kan forberede det ved at have bøtter eller poser klar, så maden løbende pakkes i portioner, som er nemme at tage med.

 

7. Slap af med indkøbet

Onsdagen før Skærtorsdag og lørdagen mellem Langfredag og Påskedag er som regel blandt de travleste dage for landets supermarkeder. Men du behøver ikke at hamstre op til påskedagene og købe unødvendigt stort ind bare for en sikkerheds skyld. Netto har nemlig mere end 225 butikker åbent på helligdage. Med app’en Mad Skal Spises kan du endda nemt få et overblik over varer tæt på udløbsdatoen i supermarkeder, hos bagere og slagtere og få styr på, hvor du skal handle til påskefrokosten for at sætte ekstra meget ind på madspild.

Så længe kan resterne spises

De fleste madrester kan holde sig et par dage i køleskabet, men der er lidt forskel på nogle af fødevarerne. Her er Fødevarestyrelsens anbefalinger:

Tilberedt fisk kan holde sig 1-2 dage

Røget sild, makrel og torskerogn 4-8 dage

Røget laks og hellefisk 2-3 dage

Marinerede sild og kryddersild 8-10 dage

Kødpålæg 2-4 dage afhængig af arten

Skæreost 3-4 uger