Lyskæder er geniale til at skabe hyggelig stemning i en mørk tid, hvor vi ikke har mange dagtimer at gøre godt med. Her får du gode ideer til smukke, sjove og anderledes måder at sprede lys med udendørs lyskæder på – både ved hoveddøren, i haven og på altanen.
Det er simpelt, nemt – og enormt stemningsfuldt. Find en stor glaskrukke, flaske eller lignende og put en lyskæde deri. Vupti, så har du fine, lysende lanterner, der kan lyse op ved hoveddøren eller på terrassen. Sæt gerne flere krukker i forskellige størrelser ved siden af hinanden, da det giver en virkelig fin effekt.
Har ungerne en gammel hulahopring liggende, er den perfekt som grundlag for din helt egen udendørs lysekrone. Vikl en lyskæde rundt om ringen, og lad flere kæder hænge ned derfra, så du får en anderledes lysekrone. Du kan også nøjes med at vikle lyskæden rundt om ringen og hænge den op i et træ som en fin, lysende cirkel.
Tip! Hæng lyskæder formet som stjerner eller hjerter op i et træ eller busk og skab en smuk stemning af lysende julepynt i haven
I stedet for at stille blomsterkrukkerne væk for vinteren, så ”plant” lysende træer i dem i stedet. En samling af krukker med færdig lavede ”lyskæde-træer”, lyser smukt op. Du kan også bruge plantekegler (som du om sommeren bruger til tomatplanter eller som støtte til blomster) og vikl en lyskæde rundt om dem, så du får lysende kegler i fine potter.
Tip! Før du lader potter stå uden i vinterperioden, bør du sikre, at de kan tåle frost.
Lyskæder kan bøjes og drejes i alle retninger, så hvorfor ikke bruge dem til at skrive på muren, plankeværket eller hækken? Byd for eksempel dine gæster velkommen med et lysende welcome eller marker dit territorium med Hansens.
Har du en lidt kedelig mur eller plankeværk i haven, kan du nemt forvandle det til én stor, hyggelig lampe ved at pakke den ind i lyskæder. Det ser forrygende flot ud og giver en helt anden stemning, når du træder ind i din forhave, og bliver mødt af en smuk oplyst flade.
Du kan også bruge lyskæderne til at skabe en magisk stjernehimmel. Det er nemmest, hvis du har en overdækket terrasse, men ellers må du være kreativ for at finde steder at hænge lyskæderne fast. Pak dig ind i en varm dyne og sæt dig ud under lysene med en kop kaffe eller varm kakao. Du kan også prøve denne opskrift på den perfekte Irish Coffee, hvis du skal forkæle dig selv lidt ekstra.
I stedet for den traditionelle julekrans på døren, kan du hurtigt kreere en smuk, lysende en af slagsen. Form et hjerte eller en stjerne i ståltråd og vikl en lyskæde omkring. Sæt nu et smukt bånd i, og din lyskrans er klar til at blive hængt op.
Har I et bålfad i haven eller på terrassen, behøver du ikke at pakke det væk, bare fordi det er blevet vinter. Byg et smukt bål af et par store trækævler, og snor en lyskæde rundt om kævlerne – og pludselig har du gang i bålet helt uden ild.
Lad fantasien få frit spil og brug de forskellige ting, du har i haven til at lyse op i mørket på finurlige måder. Du kan for eksempel hænge en stor vandkande op, og lade lyskæden blive hældt ud af tuden som lysende vand.
Hvis du synes det er svært at overskue, hvor stor en lyskæde du har brug for, når du pynter op udenfor, så får du her et hurtigt overblik, du kan bruge som guideline, når du køber lyskæde: