Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Velkommen hjem – Vi elsker rugbrødsmadder

Ordsproget "Ude godt, men hjemme bedst" passer godt på danskernes madvaner, og noget af det vi savner allermest, når vi kommer hjem fra ferie, er rugbrød og leverpostej. Få idéer til 3 lækre rugbrødsmadder med et tvist.

Tre klassiske rugbrødsmadder med et tvist

  1. Æblemad med lakrids
  2. Kartoffelmad med hjemmelavede stegte løgringe
  3. Leverpostej med råsyltede rødbeder

1. Æblemad med lakrids

Tre klassiske danske ingredienser i én rugbrødsmad – det bliver ikke bedre, og det er så enkelt at lave:

Smør en skive rugbrød, læg skiver af æble ovenpå, og drys med lakridspulver.

Tip! Har du et gammelt æble, som er lidt trist, så skræl det, skær det i tern, og steg det på panden. Så har du lækker lun æblepålæg på rugbrødet i stedet for friske æbleskiver.

2. Kartoffelmad med hjemmelavede stegte løgringe

Selvom det er sensommer, så er de danske kartofler stadig nye. Opdatér den klassiske kartoffelmad med hjemmelavede ristede løg.

Sådan laver du stegte løgringe:

Skær et løg i tynde skiver, og skil ringene ad. Vend løgene i hvedemel, og steg dem i olie på en varm pande. Husk at vende løgringene på panden undervejs.

Læg skivede kartofler på rugbrød, top med de ristede løgringe, mayonnaise og karse eller brøndkarse. Smag til med salt og peber.

Tip!
De ristede løgringe smager også fantastisk på en tomatmad.


3. Leverpostej med råsyltede rødbeder

Vi danskere elsker bare leverpostej. Prøv at opdatere denne "oldie but goldie" ved at lægge råsyltede rødbeder oven på leverpostejen.

Sådan laver du råsyltede rødbeder:

Varm 1 dl eddike og 1 dl vand i en gryde, og tilsæt 1 spsk. sukker, når lagen når kogepunktet. Rør rundt til sukkeret er opløst. Hæld eddikelagen på et skoldet glas og lad det køle af.

Skræl 3-4 rødbeder og skær dem i helt tynde skiver. Læg rødbederne i lagen, så de er helt dækkede, og lad dem trække mindst 3-4 timer, men gerne længere.

Læg skiver af rødbede på en dejlig rugbrødsmad med leverpostej.

Den mad vi savner

Netto spurgte sidste år 500 danskere, hvilken type mad de savner mest, og der var ingen tvivl om, at vi elsker traditionelle danske madvarer. Top 5 mest savnede madvarer efter ferien var:

Rugbrød

Mælk

Leverpostej

Smør

Bacon

Lyder det bekendt? Det gør det i vores ører.