En værktøjskasse er et must i ethvert hjem, men den behøver slet ikke være så stor og velpolstret som du tror. Vi har samlet det mest nødvendige værktøj, så du kan klare de fleste småreparationer i hjemmet så let som ingenting.
En hammer er strengt nødvendig! Vælg hellere en hammer, der er lidt for stor, end en der er lidt for lille. Det er meget nemmere at slå et lille søm i med en stor hammer end omvendt. Det er også en god ide at vælge en kløftehammer, så du hurtigt kan hive et søm ud med bagsiden af hammeren, hvis du har slået skævt.
Skruer kommer med mange forskellige typer kærv, så du har brug for flere forskellige typer skruetrækkere. I ældre ejendomme kan du være heldig at støde på mange slags skruer. Det er godt at have Stjerneskruetrækkere, der passer til skruer med krydskærv, og torxskruetrækkere, der passer til de mere moderne torxkærv (en sekstakket kærv), i værktøjskassen. Du kan også investere i et godt bit-sæt, som du kan bruge i en skruetrækker med udskiftelig top, eller en skruemaskine.
Med en bidetang kan du klippe hårde ting over, som eksempelvis en lille kabelliste. Den er også ideel til at bide ledninger over og afisolere dem, når du lige skal tilpasse den nye lampe. Du bruger også en bidetang, når du skal bide hovedet af et søm.
Svensknøgle eller skiftenøgle, som den også hedder, bruger du ofte til vvs arbejde. Den er smart, fordi det nedadgående næb giver ekstra træk-kraft til at løsne og spænde møtrikker, bundpropper m.m. Vælg en svensknøgle af en god størrelse, så du kan klare de fleste møtrikstørrelser.
Svensknøglen er, som navnet antyder, en svensk opfindelse, som stammer fra slutningen af 1800-tallet.
Naturligvis skal du have en god bore/skruemaskine. Skal du skrue mere end 2-3 skruer i væggen ad gangen, vil dine håndled takke dig for investeringen. Der kan være mange fordele ved at vælge en batteridrevet maskine, da den giver dig mere bevægelsesfrihed. Du skal blot sørge for, at den har høj motorkraft og et godt batteri, der hurtig lader op. Køb eventuel en maskine med to batterier, så du kan arbejde med det ene mens det andet oplader.
Måske er det ikke så tit, at du har brug for en sav, men intet andet stykke værktøj kan overtage dens funktion. Køb en sav med mellemfine savtænder, så du får et fint skær.
Intet er nogensinde blevet godt efter at være blevet målt op pr. øjemål. Derfor er en tommestok, et vaterpas og en vinkelmåler essentiel i værktøjskassen. Det er muligvis irriterende at måle hele tiden, men det er meget nemmere og hurtigere end at skulle lave om og reparere.