Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Søde sy-ideer til de små

Det behøver ikke at være svært at sy. Det eneste, du skal bruge, er en symaskine, meterstof i fine mønstre og lidt tilbehør i form af tråd, knapper og elastik.

 

Her får du en række enkle sy-ideer til de små og deres værelse, så du bare kan kaste dig ud i det. Du kan for eksempel sy en enkel T-shirt, søde puder eller et fint tylskørt til både bamser og børn. Vi guider dig her.

 

Søde puder til børneværelset

Har du ikke prøvet at sy før, er et helt enkelt pudebetræk et godt sted at starte. Klip to lige store stykker stof, der passer til en monteringspude. Læg stykkerne sammen ret mod ret, og sy stykkerne sammen. Den sidste side skal du kun sy cirka en tredjedel ind fra hver side, så du har et lille hul i midten, hvor du kan putte monteringspuden ind. Bagefter kan du sy hullet sammen i hånden med små sting eller sy et par små trykknapper fast, så betrækket kan tages af og vaskes.

 

Tip! Du kan også sy pyntepuder i fine former som for eksempel stjerner, skyer eller hjerter og fylde dem med bamsevat.

Få enkle tips til at komme i gang med at sy og hækle.
KOM GODT I GANG MED AT HÆKLE OG SY

Tylskørt til bamser og børn

Er der noget bedre for små prinsesser, ballerinaer eller tryllefeer end et struttende tylskørt? Den gode nyhed er, at det er hurtigt og nemt at sy dit eget. Du skal bruge masser af tyl og en bred elastik. Start med at klippe et stykke elastik, der passer til taljen på dit barn eller den heldige bamse, og klip to stykker tyl og læg dem ovenpå hinanden. Sy en løbegang for oven, træk elastikken igennem, så skørtet får den helt rigtige rynkeeffekt. Sy til sidst skørtet sammen, så enderne mødes.

Tip! Ønsker du mere strut i skørtet, kan du lave flere lag tyl – eventuelt i forskellige længder.

 

Tylkant på kjole eller nederdel

Har du lidt tyl i overskud, kan du klippe en tynd strimmel og sy den på i bunden af en af dit barns gamle nederdel eller kjole. Det giver en superfin og festlig effekt og puster nyt liv i det brugte tøj. Få flere tips til hvordan du giver dit gamle tøj nyt liv.

Få tips og tricks til at kaste dig over garnnøglerne samt strikkeopskrifter.
STRIKKEGUIDE INKL. STRIKKEOPSKRIFTER

Enkel T-shirt

Find dit barns bedste T-shirt i skabet, og læg den på et stykke bagepapir. Tegn et mønster til forside, bagside og ærmer, og klip delene ud af det valgte stof. Nu skal du bare sy delene sammen og voila: En spritny og personlig T-shirt til dit barn. Du kan også gå skridtet videre og tilføje en lille brystlomme eller et fint strygemærke.

 

Vendbart senge- eller legetæppe

Har du mod på et lidt større projekt, kan du sy dit eget vendbare tæppe til børneværelset. Du kan for eksempel lave patchwork på den ene side, hvor du klipper forskellige slags stof i lige store firkanter og syr dem sammen. Det kræver lidt fingersnilde, men ser superflot ud. Læg et stykke pladevat imellem og sy en ensfarvet bagside på, så du får den helt rette bløde og vamsede tæppefølelse. Til sidst kan du sy et kantbånd på, og tæppet er klar til leg eller til at pynte på sengen. Bliver det for ambitiøst med patchwork, kan du også blot udvælge to forskellige mønstre til for- og bagside af tæppet.