Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Sådan gror du dit eget frugttræ

Næste gang du spiser en blomme, abrikos eller nektarin, så lad være med at smide stenene ud. Dem kan du nemlig forvandle til smukke planter og frugttræer.

Det kræver en del tålmodighed, før dine anstrengelser bærer frugt, men så er det til gengæld også ekstra fedt, når de første spirer titter frem. Tænk på, at sandsynligvis vil ikke alle frugtsten spire, så plant flere på én gang, så øger du chancen for succes. Nyd naturen og frugtstenenes sløve tempo i en verden, hvor der ellers er ret meget fart på, og

 

1. Gør frugtstenene klar

Inden du hapser stenene, er det afgørende, at frugten er moden. Frugten skal være frisk og gerne økologisk, da sprøjtemidler kan forringe dens evne til at spire.

  • Sten fra blomme og abrikos: Skyl og skrub først stenene rigtig godt for at fjerne det resterende frugtkød, der ellers kan give mug. Slib derefter stenen let med lidt sandpapir, så frøet bliver bedre til at optage vand og spirer hurtigere.
  • Sten fra fersken, nektarin og mango: Åben stenen og hiv kernen ud. Det er kun kernen du skal plante.

Herefter gælder det om at sørge for, at stenene eller kernen ikke tørrer ud. Hvis du ikke kan plante dem med det samme, er det en god ide at holde dem fugtige i et stykke våd køkkenrulle, i en oppustet plasticpose, som en slags mini fugt- og drivhus.

 

Tip! Du kan lægge dine frugtsten i køleskabet i et par uger for at snyde dem til at tro, at det er vinter. Når du tager dem ud, tror de, det er blevet forår og begynder hurtigere at spire.

Få en trin-for-trin-guide til, hvordan du får frø og kerner til at spire
SÅDAN FÅR DU FRØ OG KERNER TIL AT SPIRE

2. Så stenene i potter

Brug en fiberpotte, så kan du nemt plante ud i noget større, når spirerne er vokset op. Fyld potten med så- eller priklejord, så stenene får masser af næringsstoffer. Vand jorden godt igennem, inden du sår dine kerner, dæk med 1-2 cm jord og vand igen. Stil potten i vindueskarmen, så den får masser af lys og varme – men helst ikke i direkte sollys.

 

3. Vær tålmodig

Nu gælder det om at væbne dig med tålmodighed, mens du venter spændt på, at de første små spirer skal dukke op. Der kan godt gå flere måneder alt efter hvilke sten du har plantet – planter du abrikossten kan der gå op til et helt år.

Tip! Mens du venter på, at dine nye frugttræer spirer, kan du også prøve at gendyrke dine rester af frugt og grønt som for eksempel forårsløg, selleri – og selv en ananas. Se hvordan du gendyrker dine grøntsagsrester her.

Få tips til opskrifter og opbevaring af den lækre nektarin
RUNDT OM NEKTARINEN

4. Pas dit spirende frugttræ

Indendørsplanter skal have masser af vand. Tjek hver dag, om jorden føles fugtig. Sidder der lidt jord fast på fingeren, er jorden perfekt og har ikke brug for vand – ellers er det frem med vandkanden. Når det er lykkedes dig at få dine frugtsten til at spire, skal du fortsat huske at vande den jævnligt, så jorden konstant er fugtig. Når frugttræet har vokset sig større, kan du flytte den over i en større potte og gå over til almindelig pottemuld.

 

5. Flyt planten udenfor

Når din lille plante har vokset sig stor indendørs, kan du plante den ud i haven eller flytte den til altankasse. Det er vigtigt at vænne planten gradvist til udendørslivet. Start for eksempel med kun at lade planten står udenfor om dagen, og tag den ind i vindueskarmen om natten.

Når den er klar til at blive flyttet ud permanent, gælder det om at finde et lunt og solrigt sted i haven eller på altanen, gerne et sted, hvor der også er læ, og husk at beskytte dem mod frost og sne om vinteren. Så vil de eksotiske frugttræer godt kunne trives på vores breddegrader.