Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Kend dine surmælksprodukter

Står der yoghurt, skyr eller kefir i dit køleskab? Vi guider dig til forskellen på de forskellige surmælksprodukter, og hvilke produkter der er bedst til hvad.  

Kefir

Det er ikke så lang tid siden, at kefir fandt vej til køledisken ved siden af alle de andre surmælksprodukter. Mælkekefir stammer oprindelig fra Kaukasus, og er lidt anderledes end andre surmælksprodukter, fordi den består både af mælkesyrebakterier og kefir-gærsvampe. Kefir er tyndtflydende som en drikkeyoghurt og har en mere syrlig smag end yoghurt, og den kan godt "prikke" lidt på tungen.
Spis den som en let omgang morgenmad eller mellemmåltid, eller brug den i smoothies eller i brødbagning. 

Skyr

Skyr er den nordiske yoghurt. Den stammer fra Island hvor vikingerne lavede den for over tusind år siden. Skyr bliver lavet på skummetmælk, og er derfor meget mager. Når skummetmælken er syrnet, bliver den drænet, så skyren får en tyk konsistens. Skyr er populær, fordi det er et magert produkt, med et højt protein indhold. Skyr er syrligt i smagen.
Du bruger skyr ligesom yoghurt dvs. som morgenmad, i smoothies, som mellemmåltid, i bagværk og som dressing.

Ymer

Ymer er syrnet sødmælk, som bliver drænet for valle. Ymer har et højt indhold af protein og en cremet smag. Fordi ymer har et højt proteinindhold, mætter det godt, og er oplagt som morgenmad, hvis du gerne vil have en god mæthedsfornemmelse fra morgenstunden.
Ymer er perfekt i kartoffel- og pastasalatsalat, i koldskål, i dip og dressinger, og i bagværk.

Græsk yoghurt

Græsk yoghurt, er yoghurt, hvor vallen er drænet fra, og den er derfor meget tyk. Du kan få græsk yoghurt med flere forskellige fedtprocenter. Græsk yoghurt, som har en fedtprocent på 10, er tilsat fløde.
Du kan bruge græsk yoghurt i tzatziki, i dressinger og som dip, og så kan du putte græsk yoghurt med 10 procent fedt i varme retter, hvor den ganske kort kan blive varmet med uden at skille.

Yoghurt

Yoghurt er nok det mest kendte surmælksprodukt i hele verden, og vi har spist det i tusind år. Herhjemme laver vi yoghurt af sød-, let- og skummetmælk fra køer, men yoghurt kan sagtens laves på gede-, fåre- eller kamelmælk. Yoghurt har en meget syrlig smag.

Yoghurt skiller og bliver grynet, når den bliver varmet op, så brug den ikke i gryderetter eller varme saucer. Men gerne i bagværk, hvor den giver en syrlig smag.

3 lækre toppings til din morgenmad

Surmælksprodukter er en god måde at starte dagen på. Her får du tre lækre toppings, du kan smagsætte din ymer, skyr, yoghurt eller kefir med.

Sød mysli med kerner

Rist havregryn, hørfrø, solsikkekerne og hakkede mandler på en pande med honning. Vend evt. kokosflager eller rosiner i myslien, hvis du gerne vil have lidt ekstra smag.

Opbevar myslien i et glas eller i en bøtte med tætsluttende låg.

Raw-topping

Hak friske dadler, pekannødder og mandler i en hakkemaskine til en finthakket masse, tilsæt evt. kanel eller kardemomme, hvis du gerne vil have en lidt krydret smag. Opbevar din raw-topping i en bøtte med tætsluttende låg i køleskabet.

Frugt-topping

Skær friske æbler eller pærer i små tern, drys med kanel og vend evt. cornflakes i, hvis du gerne vil have lidt mere fylde.