Har du kylling til overs fra aftensmaden, skal du endelig gemme det. Det lyse kyllingekød er utrolig alsidigt, så du har rig mulighed for at slippe det løs i andre retter – uanset om du har rester fra en hel kylling, lår eller bryst. På den måde kan du mindske dit madspil og spare penge på madbudgettet samtidig.
Den bedste måde at opbevare resterne på, er at sætte dem i køleskabet, og så kan de snildt holde sig i to-tre dage. Her får du masser af inspiration til, hvad du kan forvandle dine kyllingerester til.
En sprød tartelet er en fin måde at få bugt med dine kyllingerester på – og er en populær spise, der går rent ind hos både børn og voksne. Nup for eksempel denne opskrift på tarteletter med rest af kylling.
Hver gang du tilbereder en hel kylling, kan du med fordel gemme skroget og koge en lækker bouillon på det sammen med en masse urter og grønsager. Frys den ned i mindre portioner, så har du en skøn hjemmelavet bouillon til næste gang, du skal lave suppe, sauce eller risotto.
Uanset om du har små stykker kød fra en hel kylling eller et lår til overs, er det lækkert sammen med en god salat. Det kan sagtens blive til en dejlig frokost eller mellemmåltid, der mætter. Skal det med på farten, kan du arrangere din salat i et syltetøjsglas – sørg for at lægge de “våde” og tunge ting i bunden og de sprøde og lette ting i toppen.
Restekylling er også oplagt at bruge som topping på en hjemmelavet pizza. Lad kyllingen få følgeskab af rødløg, peberfrugter og små stykker bacon. Pizzaen kan serveres med lidt ekstra grønt – eksempelvis sprød rucola og en dressing af pesto og creme fraiche.
Dine kyllingerester kan også bruges som fyld, der pifter enhver suppe op. Lav for eksempel en karrysuppe med fyld af gulerødder, peberfrugt, løg og små stykker kylling. Selv de mindste rester syner af mere, når det bliver blandet i en suppe, og så giver det ikke mindst god smag.
En frikassé er en lys stuvning med grønsager og kød, og dine kyllingerester gør sig godt i en lækker hvid sauce sammen med ærter, gulerødder og grønne asparges. Kyllingefrikasséen serveres varm med kartofler til.
Har du et kyllingebryst til overs, kan du skære det i tynde skiver og bruge det som fyld i en sprød panini til frokost eller aftensmad næste dag. Suppler for eksempel med tomat, frisk mozzarella og pesto.
Har du lidt kyllingerester, kan du peppe en gang nachos gevaldigt op. Fordel de mindre stykker kylling over nachos sammen med revet ost og eventuelt lidt salsa eller jalapeños, og voilà - en lækker ret, der snildt kan gå for aftensmad!
Rester af kylling i mindre stykker er godt som fyld i en tærte, hvor det lyse kød kan akkompagnere forskellige grøntsager, krydderier og baconstykker. Fyld tærten med en blanding af æg, creme fraiche og revet ost, som binder hele herligheden sammen. Kyllingetærten kan bages både med og uden tærtelåg.
Tip! Vælger du kylling frem for oksekød, gør du samtidig noget godt for klimaet. Kyllingekød har nemlig kun et klimaaftryk på 5,5 kg CO2 pr. kg., mens oksekød har 19,4 kg CO2 pr. kg." Kilde: Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet