Kroppen har brug for vand for at fungere optimalt. Sørger du for at få tilstrækkelig med koldt drikkevand hele dagen igennem, kan du spare dig selv for ubehageligheder.
Men hvor meget vand skal du egentlig drikke om dagen? Ifølge Fødevarestyrelsen har både børn og voksne brug for cirka 1,5 liter væske i døgnet. Det svarer til fem-seks glas vand. Er du gået all in på en sund start efter sommerferien med masser af træning, har du dog brug for mere væske.
Vi giver dig her syv tips og tricks til at få mere væske indenbords.
Det er banalt, men det virker. Har du en flaske med koldt vand liggende i køleskabet, er chancen større for, at du vælger den frem for et glas juice, sodavand eller saft.
Synes du, det bliver lidt kedeligt i længden at drikke vand, kan du nemt gøre det lidt mere spændende. Skær for eksempel skiver af økologisk citron og kom dem i vandet. Du kan også skære frisk frugt som vandmelon, fersken eller jordbær eller bruge friske krydderurter som mynte, basilikum og citronmelisse.
Sørg for, at hele familien har en god drikkedunk, så der altid er frisk vand ved hånden. Er du meget på farten i løbet af dagen, kan du vælge en drikkedunk med en praktisk rem, så den er nem at have med.
Tip: Husk at rengøre din drikkedunk ofte, så den ikke bliver til en bakteriebombe
Er du i tvivl om, hvorvidt du får drukket nok vand i løbet af en dag, kan det hjælpe at sætte nogle små delmål i løbet af dagen. Beslut dig for eksempel for at drikke et stort glas vand om morgenen, fyld en kande med vand, som du skal drikke i løbet af arbejdsdagen, også endnu et glas vand efter aftensmaden. Du kan også downloade en app, der hjælper dig med at holde styr på dit væskeindtag. Prøv for eksempel Drink Water Reminder.
En anden simpel måde at skrue op for væskeindtaget på er at skrue op for drikkedunkens størrelse. Jo større dunk, jo mere vand drikker du. Med en et-liters dunk slår du også fluer med ét smæk, da du altid har en håndvægt ved hånden til træning derhjemme eller på kontoret.
Synes du, det er svært at få drukket den anbefalede daglige dosis? Så kan du også tage din mad til hjælp, for vandet i frugt og grøntsager kan også yde et godt bidrag til væskebalancen. Gå især efter agurk, vandmelon, salat, tomat og appelsin.
Køb en stak isforme og bland din favoritsaftevand. Hyldeblomstsaft er for eksempel et sikkert hit. Hæld saftevandet i formene og frys dem. Voila! Nu har du lækre, forfriskende is, der samtidig kan øge dit væskeindtag.
Test dig selv: Mangler din krop vand?
Du kan hurtigt selv teste, om din væskebalance er i orden. Prøv at hive op i huden på din håndryg. Er huden lang tid om at falde på plads, kan det være tegn på dehydrering. Du kan også kigge på di urin. Den skal helst være helt lys gul i løbet dagen frem for mørk.