Et vellykket børneværelse har plads til det hele. Bløde underlag til kolbøtter og badutspring, et roligt hjørne til stille stunder og et godt sted at lade fantasien få frit slag med tusser og pensler. Her får du tips og tricks til, hvordan du indretter et hyggeligt børneværelse, som både dit barn – og du – vil elske.
Rollelege udvikler både dit barns fantasi og sociale evner, så dediker gerne en lille del af børneværelset til sjove rollelege. Det kan være et legekøkken, hvor dit barn kan lave mad eller lege restaurant, en købmandsbutik, en kagebod eller noget helt fjerde.
Er dit barn vild med at klæde sig ud, så lad de flotte kostumer hænge fremme på knager eller et tøjstativ i stedet for at gemme dem væk. På den måde er de meget nemmere at hoppe i for dit barn, og de udstråler samtidig noget magisk og eventyrligt. Mangler dit barn et nyt kostume, får du 7 ideer til nemme kostumer her.
Tip! Børneværelser kan hurtigt komme til være roddet, så prioriter en masse gode opbevaringsløsninger, så hver ting har sin egen plads. På den måde er det nemt at rydde op, når legen er slut.
Lad dit barns sengetøj være en del af indretningen, og gå efter fine farver og flotte mønstre med stjerner, striber og prikker. Indret sengen med masser af bløde puder og tæpper, så det bliver en blød og hyggelig oase. Undgå at udtrykket bliver rodet ved at holde både sengetøj, puder og tæpper i samme farvenuancer.
Tip! Hav gerne et blødt tæppe eller to liggende fremme, så dit barn nemt kan bygge en hyggelig hule.
Et godt børneværelse har masser af gulvplads for uanset hvor mange fine stole og puder, du køber, er det oftest på gulvet, legen er bedst. Gør det rart at sidde på gulvet med et blødt gulvtæppe eller fine skumplader, der også egner sig perfekt som underlag til spontane kolbøtter og rullefald.
Tip! Brug lyskæder i forskellige materialer og farver til at skabe blikfang på børneværelset. De giver et hyggeligt lys og virker samtidig eventyrlige og legende.
De fleste børn elsker bamser, og de bløde, plyssede venner tilfører også værelset noget rart og hyggeligt. I stedet for hundredvis af små bamser kan du skabe et mere roligt udtryk med nogle få bamser i stor størrelse. Dit barn vil elske at kramme og tumle med en bamse på størrelse med dem selv. Du kan også gå all in med en nuttet bamse-lænestol med dit barns yndlingsdyr.