Den sprøde, søde vaffel har de senere år transformeret sig til at være andet og mere end blot en dessert med sukker og marmelade. Vi giver dig tre alternative opskrifter på vafler, som vil få mundvandet til at løbe.
Opskrifterne er fra bogen Vidunderlige vafler af Camilla Stemann Jensen. I den kan du finde hele 75 vaffelopskrifter til alle dagens måltider.
Grøn wrap af spinatvafler og den mest simple hvidkålssalat, som du kan bruge i flere forskellige sammenhænge. De ovnbagte gulerødder kræver lidt forberedelse, men bortset fra det er denne opskrift nem at gå til og ligner en million – på sin egen minimalistiske måde.
Foto: Jesper Glyrskov
4 STK. SPINATVAFLER, HJERTEFORM
Det skal du bruge:
8-10 små gulerødder, gerne med top
Lidt olie, til gulerødderne
Et par kviste frisk timian
½ hvidkål, lille
1 dl ristede hasselnødder
1 dl sesamfrø
0,75 dl sesamolie
0,75 dl olivenolie
Saften fra en ½ citron
Frisk persille
Sådan gør du:
Skyl gulerødderne, og skær toppen af, men lad gerne en smule blive tilbage. Vend dem i olie og frisk timian. Bag dem i ovnen ved 180°C i 20-25 minutter.
Lav vaflerne, og bag hasselnødderne sammen med gulerødderne i ca. 10 minutter. Lad dem afkøle, og hak dem groft. (Se grunddejen herunder).
Riv hvidkål på et mandolinjern, og bland det sammen med en dressing af sesamolie, olivenolie og citronsaft. Hak persillen.
Fyld vaflerne med hvidkålssalat, bagte gulerødder, hakkede hasselnødder, sesamfrø og friskhakket persille.
Tip! Har du ikke sesamolie på lager, kan du blot tilsætte lidt ekstra olivenolie.
Grunddej, spinatvafler
Det skal du bruge:
80 g frisk spinat
2 dl mel
3 æg
1 dl vand
Evt. lidt frisk basilikum
Olivenolie, til bagning
Salt
Sådan gør du:
Skyl spinaten, og kom den i en blender eller minihakker sammen med de øvrige ingredienser. Lad dejen stå 7-10 minutter, og tænd for vaffeljernet.
Kom fedtstof på vaffeljernet, fordel dejen, og bag i 2,5-4 minutter ad gangen. Jo kortere tid, jo mere skriggrønne bliver vaflerne, men omvendt skal jernet selvfølgelig ikke åbnes for tidligt.
Prøv også lækre pandekager på grill.
Blomkålspizza har flere og flere danskere efterhånden stiftet bekendtskab med. Men vaffelblomkålspizzaen er stadig ret ny og ukendt for de fleste. Den er super hurtig at lave, og det er en nem søndagspizza.
Foto: Jesper Glyrskov
4 STK. BLOMKÅLSVAFLER, HJERTEFORM
Det skal du bruge:
½ blomkål
4 æg
4 spsk. parmesan
4 spsk. loppefrøskaller
0,75 dl vand eller mælk
1 spsk. oregano
0,5 dl hakkede pistacienødder
Salt og peber
Fyld
2 rødløg
½ bakke cherrytomater, økologiske
olivenolie, til pensling
Lidt oregano
½ rulle gedeost, ca. 100 g
2-3 dl spinat
4 spsk. olivenolie
1 fed hvidløg, presset
Salt og peber
Sådan gør du:
Indstil ovnen til 180°C. Skær rødløg i tynde skiver, og halver tomaterne. Læg løg og tomat på en bageplade, pensl med olivenolie, og drys salt, peber og oregano henover. Giv dem 12-15 minutter i ovnen – afhængig af hvor gennembagte du ønsker dem.
Riv blomkålen fint, og bland alle ingredienserne til vaffeldejen sammen. Lad dejen trække i 5-7 minutter. Tænd for vaffeljernet, og fordel dejen med en ske, så den når helt ud til kanterne.
Skær gedeosten i skiver, skyl den friske spinat i et dørslag, og rør olivenolie sammen med hvidløg, salt og peber.
Fordel hvidløgsolien på overfladen af vaflerne – gerne helt ud til kanten. Læg spinaten smukt oven på, f.eks. så den runde kant flugter med vaffelhjerterne. Placér 3-4 skiver gedeost på hvert hjerte. Når grøntsagerne i ovnen er færdige, lægger du først løg og herefter tomater på. Top med hakkede pistacienødder, og bag i yderligere 8-10 minutter i ovnen. Servér dem varme.
Tip! Du kan også lave vaflerne på broccoli i stedet for blomkål.
Gedeost og loppefrøskaller ... Sådan undgår du kræsne børn.
Mazarintærter med jordbær eller bare jordbærtærte er den perfekte sommerdessert. Ingen over, ingen ved siden af! Men hvorfor vente en halv time på, at bunden bager færdig, når du kan lave den i et vaffeljern på nul-komma-fem? Den bliver ekstra lækker, når man smækker smeltet chokolade, creme og frugt på med det samme. Mums!
Foto: Jesper Glyrskov
4 STK. BASISVAFLER, HJERTEFORM
Det skal du bruge:
1,5 tsk. mandelessens
150 g jordbær
2 stk. kiwi
100 g mørk chokolade
1 lime
250 ml mascarpone
2 tsk. vanilje eller vaniljesukker
Sådan gør du:
Pisk dejen til vaflerne sammen, og tilsæt 1,5 tsk. mandelessens. (Se basis vaffeldej herunder).
Skær i mellemtiden jordbær og kiwi i fine skiver. Du kan også lave små figurer af frugterne med udstikkere.
Gem ca. 10 g chokolade til at rive over tærterne til sidst, og smelt resten over et vandbad.
Skær vaffelhjerterne ud enkeltvis. Anret dem på et fad, og fordel den smeltede chokolade på vaflernes overflade – gerne helt ud til kanten. Lad chokoladen stivne.
Pres saften fra lime, og bland den godt sammen med mascarpone og vanilje.
Læg ca. 1 spsk. mascarponecreme, et par jordbær- og kiwiskiver, og hæld limesaft på hvert vaffelhjerte. Drys evt. med lidt revet chokolade inden servering.
Basis vaffeldej til dessert, hjerteform
Det skal du bruge:
2 spsk. smør eller kokosolie
3 dl mel (jeg bruger boghvedemel)
2 æg
3,5 dl mælk
0,5-1 dl sukker (jeg bruger kokossukker)
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vanilje eller vaniljesukker
Lidt salt
Lidt smør eller kokosolie, til bagning
Sådan gør du:
Put mel og mælk i en skål, og pisk godt. Tilsæt smør, og pisk det godt sammen med resten. Tilsæt herefter de resterende ingredienser.
Lad dejen hæve i 7-10 minutter, og tænd vaffeljernet, så det er brandvarmt, når du går i gang. Kom lidt fedtstof på og herefter dej ud til kanten (ca. 1-1,5 dl dej). Bag vaflerne, så du har minimum, 4 stk. vafler og dermed 20 små hjerter i alt. Lad dem afkøle på en bagerist, inden du bruger dem som kagebunde.
Tip! Prøv også at erstatte halvdelen af mælken med æblemos eller udskifte sukker med 8 blendede dadler.
Fra lørdag d. 7. juli til fredag d. 13. juli 2018 kan du i Netto få et vaffeljern.
Alle varerne er spotvarer og fås kun så længe lager haves.