Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

10 gode råd til at undgå madspild

Hvert år smider du cirka 47 kilo mad ud, som ikke fejler noget. Din skraldespand bliver glad, men der er ikke ret mange andre fordele ved spildt mad. Her er 10 gode råd til, hvordan du undgår det.  

Få avocadoen til at holde

Avocado er meget populært på de danske tallerkener i øjeblikket. Men ofte ryger den ene halve ud, fordi den er blevet brun og kedelig. Opbevar den i et glas med låg, og læg et par løgringe ved. Så holder den sig frisk og grøn.

Få her: 6 geniale tips til hvordan du bruger en overmoden avokado.

TØM KARTONEN ORDENTLIGT

Sørg for at tømme dine kartoner med mejeriprodukter helt, før du smider dem ud. Der gemmer sig en hel portion morgenmad, hvis du klipper din yoghurtkarton op og skraber den ud i et glas.

Brug dit frugtkød

Det er lækkert at lave sin egen juice, men der er ofte en masse grøntsags- eller frugtkød tilovers i juiceren, som ender i skraldespanden. Brug i stedet resterne i lasagne eller frikadeller, og når du bager brød, myslibarer eller muffins. Du kan også sylte citrusfrugternes skaller og bruge dem som en sød snack.

GENDYRK DINE GRØNTSAGER

Når løgene er hakket, ligger det lige for at smide resterne i skraldespanden, men har du overvejet at give dit grønne køkkenskrald nyt liv ved at gendyrke det? Læs her hvordan du gendyrker dine grøntsager i vindueskarmen.

Lav en smoothie

Hvis du har rå grøntsager tilovers fra aftensmaden, så brug dem i en smoothie næste dag. Kål, spinatblade og råkost af de gulerødder, man altid har lidt for mange af i køleskabet, er helt oplagte at blende med lidt frosne bær, juice og måske en banan fra frugtskålen, der er blevet en anelse for moden til at tage med i tasken. 

Frugt og grøntsager som smoothies eller juice er ofte et bedre alternativ til is og kage, og så er det en måde at få selv den mest inkarnerede kødspiser til at få lidt grøntsager indenbords. Drik din frugt og grønt.

Kaffe to go

Hælder nu nogle gange resten af kaffen i kanden ud om morgenen, fordi du ikke kan nå at drikke den? Tag den i stedet med dig i et to-go-kaffekrus, og drik den i bilen, toget, eller når du er nået på arbejde.

Prøv denne forfriskende grønne smoothie, der er nem og lækker.
GRØN SMOOTHIE

FRYS KRYDDERURTERNE NED

Hvis dine krydderurter er blevet lidt for slatne, så hak dem fint i stedet for at smide dem ud, og bland dem med lidt olie eller smør, og frys små klatter ned i en isterningebakke. Så har du nemme stegeterninger, der hurtigt giver din hverdagsmad masser af smag. Lav også isterninger af den sidste sjat vin i flasken eller piskefløde, der er ved at blive sur – så har du altid lækre smagsforstærkere klar.

DRESSING AF DEN SIDSTE MAYONNAISE

Brug de sidste rester af et glas mayonnaise ved at hælde lidt olie, salt og peber i og ryste glasset (husk låg!). Du har nu en lækker dressing til din salat.

GEM RESTERNE

Hav opbevaringsglas i alle størrelser – både de store og rummelige og de helt små. Så er der aldrig en undskyldning for, at du ikke kan gemme en lille rest til rugbrødsmaden eller omeletten dagen efter.

ÆG KAN HOLDE LÆNGE

Apropos omelet, så er der sjældent grund til at smide æg ud, bare fordi de har overskredet sidste salgsdato. Tjek om dine æg er friske ved at lægge dem i et glas vand – driver de til bunds, er de gode nok, flyder de ovenpå, skal de smides ud.

Læs også: 10 fun facts om æg

BRUG SNUSFORNUFTEN

Kend forskel på “mindst holdbar til” og “sidste anvendelsesdato”. Sidstnævnte skal du respektere og overholde – men den første er kun vejledende fra producentens side og bruges udelukkende til mad, der ikke er letfordærveligt, så hvis det dufter fint en dag eller to efter datoen, kan du sagtens spise det. Brug din sunde fornuft!

Vidste du, at …

dine kartofler ikke spirer, hvis der ligger æbler ved siden af dem? Til gengæld modnes bananer meget hurtigere, hvis de ligger ved siden af æbler.

Netto går til kamp mod madspild
Madspild

Hent din nye madspilds-app

Det allerstørste madspild sker i industrien, og hele 460.000 tons fejlfri madvarer ender i containere om året. Når vi rammer 2030, kunne Netto godt tænke sig at have halveret deres del. Derfor har de lavet en helt ny app. ‘Mad skal spises’, hedder den, og den er udviklet i samarbejde med FødevareBanken.


Vi vil gerne hjælpe til med, at det enorme madspild, der findes i Danmark bliver mindre. Det gør vi i forvejen hver dag, og det samme kan du som forbruger nu også i endnu højere grad gøre via appen,” siger direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen.


Med ‘Mad skal spises’ på din telefon kan du let og hurtigt få overblik over, hvilke butikker der har lækre madvarer, som nærmer sig sidste salgsdato, og som derfor risikerer at ende som madspild. Varerne bliver sat ned i pris i god tid og dukker op på appen, så du både kan få et godt tilbud og være med til at løse den store madspildsudfordring. Læs mere på madskalspises.nu.